Det var et sørgeligt skue. Lazarus havde været meget afholdt, og hans søstre begræd ham med et sønderbrudt hjerte, medens de, som havde været hans venner, blandede deres tårer med de bedrøvede søstres. Jesus havde også elsket Lazarus, hvis tro på han havde været så stærk, og aldrig havde vaklet eller svigtet et øjeblik. Ved synet af al denne sorg og ved tanken på, at disse bedrøvede venner kunne sørge over den døde, når verdens Frelser stod os dem, som havde magt til at oprejse fra de døde - græd Jesus. Det var ikke blot det, han så foran sig, der vakte sorg hos Jesus; men han så fremad gennem de kommende tider, og byrden af menneskenes sorg nedtryngede hans sjæl, idet han så de lidelser og den smerte, tårerne og død, som ville falde i menneskers lod. Det stak ham i hjertet, når han tænkte på al dem smerte, som menneskeslægten gennem alle tider og i alle lande skulle lide. Den syndefulde slægts elendighed lå tungt på hans sjæl, og tårernes kilde blev opladt, idet han længes efter at lindre al denne elendighed.