Denne Omstændighed foruroligede mig meget, idet jeg erindrede Apostlenes Ord: "Ligesaa og, at Kvinder skal pryde sig med sømmelig Klædning i Blufærdighed og Tugtighed, ikke med Fletninger eller Guld eller perler eller kostbart Klædebon, men, som det sømmer sig Kvinder, der bekjender sig til Gudsfrygt, med Gode Gjerninger." Dette Skriftens Vidnesbyrd syntes at være ringeagtet af dem, jeg betragtede som Kristne, og som Kristne, og som var meget ældre i Erfaring end jeg. Jeg syntes, at dersom det virkelig var syndigt, som jeg formodede, at efterligne Verdens Børns forfængelige Paaklædning, saa burde visselig disse Kristne forstaa det og være villige til at efterfølge Bibelens Lære. Dog besluttede jeg at følge min Overbevisning og gjøre, hvad jeg troede var min pligt. Jeg kunde ikke andet end føle, at det var stridende mod evangeliets Lære at spilde den Tid og de Evner, Gud giver, med at pryde vore Legemer. Jeg syntes, at ydmyghed og Selvfornægtelse var mere passende for dem, for hvis Synder Guds Søn havde ofret sit liv.