Når det anses for at være passende at bruge midler på skolebygninger, på sanatorier, eller i hjem for fattige i et hvilket som helst land, vil Herren for at etablere arbejdet der, have dem der bor i det område til at vandre ydmygt for ham, og vise at de indser deres personlige afhængighed af ham, og at de tror på hans villighed til at hjælpe dem til at planlægge, til at udtænke, og til at arrangere forstandigt for hans arbejde. Han er ligeså villig til at give visdom til dem der føler værdien af guddommelig nåde, som at give visdom til nogle andre, som da vil, med store omkostninger, videregive det samme til jer. Hvor er jeres tro? Vil mennesker vende sig fra visdommens Gud for at søge visdom fra begrænsede mennesker, og i stedet for sende mennesker fra et fjernt sted for at komme og hjælpe dem ud af rådvildhed? Hvordan ser Herren på dette?