Det var en stor skuffelse for at ikke kunne deltage i konferensen i Oswego. Søndag kunne hesten rejse, og søster B. og jeg kørte meget langsomt. Da vi var otte kilometer fra Oswego blev det mørkt, og torden og lyn og regnede meget hårdt. Da vi kom til Oswego kun ikke en person ses. Mørket var intens. Vi ønskede at finde bror Goodwins. Jeg var ned til at træde ned fra vognen, flere gange, og vente på lynglimtende, for at se hvor vi var. På den måde kom vi videre. Jeg steg igen ned fra vognen, og de livagtige lynglimt viste mig at vi var modsat bror Gs hus. Dem i huset var helt forbavsede over at møde mig så sent om natten i en så forfærdelig storm. Den eneste måde de fandt hest og vogn på var ved lynenes oplysning. Idet vi gik ind i det veloplyste og behagelige pilgrimshjem, var vi Gud taknemmelige over at han havde bevaret os på vejen, og at vort barn ikke havde fået det værre.