"Jeg sagde da: Nathaniel, du er meget syg. Du kan dø inden for to timer, og hvis Gud ikke lægger sig imellem, kan du ikke leve i to dage. Han sagde, meget stille: "Oh, ikke så hurtigt som det, tænker jeg." Han rejste sig straks fra sengen, satte sig i rullestolen og begyndte at tale. Han begyndte at gå tilbage i tiden da han blev omvendt; fortalte hvor meget han nød det, og hvor bange han var for at synde; og da han begyndte at glemme Gud, og miste velsignelsen. Men så rejste hans håb sig så højt; han ville være et menneske i verden; der fik en uddannelse og udfylde en høj stilling. Og så fortalte han hvordan hans håb døde, ligesom trængslerne var gået hårdt ud over ham; hvor vanskeligt det var for ham at opgive hans forventninger. Han sagde at han ikke kunne have det sådan; han ville have det godt; og han ville ikke opgive.