Satan havde en så høj status, og alle hans handlinger var så indhyllet i mystik, at det var svært for englene at afsløre hvad hans planer egentlig gik ud på. Før synden var fuldt udviklet, ville den ikke synes så ond og afskyelig, som den var. Den havde hidtil ikke eksisteret i Guds univers, og hellige væsner forstod ikke dens natur og ondskab. De kunne ikke forestille sig, hvad der ville ske, hvis den guddommelige lov blev tilsidesat. For at skjule sine hensigter foregav Satan til at begynde med at være tro imod Gud. Han påstod, at han kun søgte at fremme Guds ære, hans herredømmes sikkerhed og alle de himmelske væsners ve og vel. Samtidig med at han indgød englene utilfredshed, lod han snedigt, som om han tværtimod prøvede at udrydde utilfredshed. Når han sagde, at der burde laves forandringer i Guds love og regler, foregav han samtidig, at dette var nødvendigt, hvis harmonien i himlen skulle bevares.