Bibelen står over kirken
"Det ser ud som om Hus har været ude i svære indre kampe. Skønt kirken søgte at overvælde ham med sine bandstråler, havde han ikke forkastet dens autoritet. Han betragtede stadig romerkirken som Kristi brud og paven som Guds repræsentant og stedfortræder. Hvad Hus kæmpede imod, var magtmisbruget, ikke selve princippet. Dette fremkaldte en frygtelig kamp mellem fornuftens og samvittighedens stemme. Hvis autoriteten var retfærdig og ufejlbarlig, som han anså den for at være, hvorfor så han sig så nødsaget til at være ulydig over for den? Han anså det for at være synd at adlyde, men hvorfor skulle lydighed mod en ufejlbarlig kirke føre sådanne problemer med sig? Dette problem kunne han ikke løse. Det var denne tvivl, der pinte ham time efter time. Den mest nærliggende løsning, han kunne finde var, at der var sket det samme som på Frelserens tid, kirkens præster var blevet ugudelige mennesker, som brugte deres lovlige myndighed på en ulovlig måde. Dette førte til, at han som rettesnor for sig selv - og gennem sin forkyndelse også for andre - antog den grundsætning, at Skriftens ord, som kommer til os gennem forstanden, skal vejlede samvittigheden; med andre ord, at Guds tale i Bibelen og ikke kirkens tale gennem præsteskabet er den eneste sikre vejleder." - Wylie, b. 3, ch. 2.