Gud havde skaffet sit folk en helligdom, som var overordentlig storartet og passende til de ophøjede sandheder, som var dem betroede. For disse trofaste flygtninge var bjergene ét billede paa Jehovas uforanderlige retfærdighed. De hendrog sine børns opmærksomhed paa de høje tinder, som hævede sig over dem i uforanderlig majestæt, og talte til dem om ham, hos hvem der ikke er nogen forandring eller skygge af omskiftelse, hvis aar er ligesaa varige som de evige høje. Gud havde befæstet bjergene og omgivet dem med styrke. Jngen anden end den Almægtige kunde flytte dem fra deres steder. Saaledes havde Gud ogsaa stadfæstet sin lov, sin regjerings grundvold, i himlen og paa jorden. Den menneskelige arm kan naa til sine medmennesker og ødelægge deres liv; men den kunde ligsaa let oprykke bjergene fra deres grundvolde og kaste dem i havet, som den kunde forandre et bud af Jehovas lov eller udslette et af hans løfter til dem, som vil gjøre hans vilje. Guds tjenere burde være ligesaa ubevægelige som de uforanderlige høje i deres lydighed mod hans lov.