Ved tidspunktet for Kristi fødsel var folket udslidt af det fremmede herredømmes åg og plaget af indre stridigheder. Jøderne havde fået tilladelse til formelt at opretholde en særskilt regering; men intet kunne tilsløre den kendsgerning, at de var under romernes herredømme, eller forsone dem med indskrænkningerne i deres magt. Romerne krævede ret til at ansætte og atter afsætte ypperstepræsten, og dette embede blev ofte erhvervet ved bedrageri, bestikkelse og endog ved mord. På denne måde blev præsteskabet mere og mere fordærvet. Alligevel besad præsterne stadig stor magt, og de udnyttede den til egoistiske og svigagtige formål. Folket var genstand for deres ubarmhjertige krav og var også hårdt beskattede af romerne. Denne tingenes tilstand forårsagede misfornøjelse alle vegne. Der skete tit oprør blandt folket. Pengebegærlighed og vold, mistillid og åndelig sløvhed var ved at slide sjælen ud af den jødiske nation.