Jesus betragtede med dyb alvor sine tilhøreres skiftende udtryk. De ansigter, der udtrykte interesse og glæde, var ham en stor tilfredsstillelse. Når sandheden trængte ind i hjertet, brød igennem egenkærlighedens skranker og forårsagede anger og til slut taknemlighed, var Frelseren glad. Når hans blik gled hen over tilhørerskaren, og han der genkendte ansigter, som han før havde set, lyste hans ansigt op af glæde. Han så i dem lovende borgere i sit rige. Når sandheden direkte sagt, anfægtede højt skattet afguderi, bemærkede han det forandrede ansigtsudtryk, det kolde, truende udtryk, som fortalte, at lyset var uvelkomment. Når han så mennesker forkaste fredens budskab, skar det ham dybt i hjertet.