Satan sagde til dem, at de for at opretholde deres myndighed var nødt til at dømme Jesus til døden. De fulgte dette råd. At de risikerede at miste den magt, som de nu udøvede, var efter deres mening tilstrækkelig grund til, at de måtte træffe en afgørelse. Med undtagelse af nogle få, der ikke vovede at sige deres mening, modtog Sanhedrin Kajfas’ ord, som om de var Guds ord. Lettelse bredte sig i rådet; uenigheden holdt op. De besluttede at få Jesus henrettet ved den første gunstige lejlighed. Ved at forkaste beviset for Kristi guddommelighed havde disse præster og rådsherrer spærret sig selv inde i et uigennemtrængeligt mørke. De var kommet helt i Satans magt — for af ham at blive styrtet i afgrunden til evig fortabelse. Dog var deres selvbedrag af en sådan art, at de var veltilfredse med sig selv. De betragtede sig selv som patrioter, der søgte at redde folket.