Jesus var kommet sulten hen til figentræet for at finde føde. Sådan var han også kommet til Israel, i forventning om hos dem at finde retfærdighedens frugter. Han havde ødslet sine gaver på dem, for at de skulle bære frugt til velsignelse for verden. Enhver mulighed og ethvert privilegium var blevet tildelt dem, og til gengæld søgte han hos dem sympati for og medvirken i sit arbejde med nåden. Hos dem længtes han efter at finde selvopofrelse og medfølelse, tjenstiver for Gud og en stærk længsel efter at frelse deres medmennesker. Hvis de havde holdt Guds lov, ville de have udført det samme uselviske arbejde som Kristus; men kærlighed til Gud og mennesket var formørket af stolthed og selvtilfredshed. De bragte ødelæggelse over sig selv ved at nægte at tjene andre. De sandhedens skatte, som Gud havde givet dem, gav de ikke videre til verden. Af det ufrugtbare træ kunne de aflæse både deres synd og dens straf. Som det stod der, visnet under Frelserens forbandelse, afsvedet og udtørret helt ned i roden, viste figentræet, hvad der ville blive af det jødiske folk, når Guds nåde blev taget fra dem. Fordi de nægtede at videregive velsignelsen, ville de ikke mere modtage den. „Ødelæggelsen kommer over dig, Israel,“ siger Herren, „hvem kommer dig til hjælp?“