Før påskehøjtiden havde Judas for anden gang mødt præsterne og de skriftkloge og lavet aftale om at udlevere Jesus til dem. Til trods herfor blandede han sig igen med disciplene, som om han var helt uskyldig og interesserede sig for arbejdet med at forberede festmåltidet. Disciplene kendte ikke noget til Judas’ hensigter. Kun Jesus kunne læse hans hemmelighed. Men alligevel afslørede han ham ikke. Jesus ønskede at vinde ham for sig. Han følte en lige så stor byrde for ham som for Jerusalem, dengang han græd over den fortabte by. Hans hjerte råbte: Hvordan kan jeg ofre dig? Judas mærkede denne kærligheds magt. Da Frelserens hænder vaskede hans smudsige fødder og tørrede dem med klædet, var Judas nær ved at give efter og bekende sin synd. Men han kunne ikke få sig selv til at ydmyge sig. Han forhærdede sit hjerte mod angeren, og de gamle tilskyndelser, der for et øjeblik var skubbet til side, fik atter herredømmet over ham. Nu blev Judas krænket over, at Kristus vaskede disciplenes fødder. Hvis Jesus kunne ydmyge sig i den grad, kunne han ikke være Israels konge, tænkte han. Alt håb om verdslig ære i et jordisk rige var slukket. Det passede Judas udmærket, at der ikke var noget at vinde ved at følge Kristus. Efter at have set ham nedværdige sig — sådan opfattede han det blev han bestyrket i sin hensigt om at fornægte ham og indrømme, at han havde ladet sig føre bag lyset. Han var besat af en dæmon, og han besluttede at fuldføre det arbejde, han havde påtaget sig, ved at forråde sin Herre.