Alligevel var denne skuffelse ikke så stor som den, disciplene følte ved Kristi første komme. Da Jesus som sejrherre holdt sit indtog i Jerusalem, troede hans tilhængere, at han ville bestige Davids trone og befri Israel fra undertrykkerne. Fulde af håb og forventning kappedes de om at vise deres Konge ærefrygt. Mange lagde deres klæder som et tæppe på hans vej eller lagde palmegrene for hans fødder. Fulde af begejstring råbte de "Hosianna Davids søn!" Da farisæerne, som både vrededes og foruroligedes over denne hyldest, opfordrede Jesus til at irettesætte sine disciple, svarede han: "Hvis disse tier, skal stenene råbe." Luk 19,40. Profetierne måtte blive til virkelighed. Disciplene opfyldte Guds hensigt; og dog var de dømt til at lide en bitter skuffelse. Nogle få dage efter overværede de Frelserens grufulde død og lagde ham i graven. Deres forventninger var ikke blevet indfriet, og deres håb døde sammen med Jesus. Først da Herren sejrrig forlod graven, gik det op for dem, at alt var blevet forudsagt i profetierne, og at Kristus måtte lide og opstå fra de døde. (Apg 17,3)