Der krævedes intet mindre end skaberkraft, hvis dette kraftesløse legeme skulle helbredes. Den røst, der skænkede mennesket livet i begyndelsen, helbredte den lamme, og den samme kraft, der helbredte legemet, fornyede hjertet. Han, der ved skabelsen »talte, og det skete, han befalede, og det stod der«,8 havde helbredt den sjæl, som var død på grund af overtrædelser og synder. Helbredelsen af legemet var et vidnesbyrd om, at der var sket en åndelig fornyelse. Kristus sagde til den mand, som havde været lam, at han skulle rejse sig og gå, »for at I kan vide,« sagde Kristus, »at Menneskesønnen har myndighed på jorden til at tilgive synder«.