Jesus havde grædt ved Lazarus' grav; men det var en guddommelig sorg i harmoni med omstændighederne. Men denne pludselige sorg var ligesom et smerteråb midt i en herlig sejrssang. Midt under denne glædesscene, hvor alle ærede ham, sad Israels konge i tårer - ikke tavse glædestårer, men tårer og sukke i forening med en ubeskrivelig sjælesmerte. En pludselig tungsindighed betager mængden, medens de ser på denne sorg, der er dem så ubegribelig. Jesu tårer flød ikke forud følelsen af hans legemlige lidelser eller hans korsfæstelse, selvom Getsemane have lå foran ham, hvor han vidste, at et forfærdeligt og stort mørke snart ville overskygge ham. Fåreporten lå også foran ham, hvor igennem i så mange hundrede år dyrene var blevet ført for at ofres; denne port skulle snart oplades for ham, det store modbillede, hvis offer for verdens synder alle disse ofre havde peget hen til. Nær derved var Golgatha, hvor han snart skulle hænge på korset i sin sidste dødskamp.