Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, thi de skal mættes. Ligesom legemet føler trang til legemlig føde for at opbygge organerne og bevare legemskræfterne, således bør sjælen længes efter den åndelige næring, som forøger den åndelige styrke og tilfredsstiller hjertets længsler. Ligesom legemet hele tiden får næring for at opholde livet og bevare sin styrke, således må sjælen hele tiden have himmelsk næring, som giver åndelig kraft. Ligesom den trætte rejsende begærlig søger efter en kilde i ørknen og, når han finder den, slukker sin brændende tørst med dens kødelige, sprudlende vand, således bør den kristne tørste efter livets rene vand, som udvælger fra Kristus. Der kan sjælen tilfredsstilles, der kan den strid, som verden frembringer, stilles og ånden evig forfriskes. Men flertallet af dem, som lyttede til Jesus, hungrede blot efter jordisk fordel og ære. Især hindrede farisæernes egenretfærdighed dem fra at længes efter nogen bedre erfaring end den, de allerede havde fået; thi i deres egne øjne havde de nået det højeste punkt i fuldkommenhed og retfærdighed. Der var imidlertid mange, som med taknemmelighed lyttede til Jesu undervisning og fra den tid af ordnede sit liv overensstemmende med hans lære.