Men ak! da vor ædle Henry, der var seksten år gammel, døde, - da vi fulgte ham graven og ikke mere hørte hans liflige gang i hjemmet, o hvor ensomt vort hjem da blev! Både forældrene og de to genlevende sønner følte dybt dette tab. Men Gud trøstede os i vor sorg. Med tro og frimodighed bestræbte vi os for at udføre det værk, han havde betroet os; i det glade håb om engang at møde vore børn, som døden havde bortrevet fra os, i det land, hvor sygdom og død ikke findes.