Jeg var meget følsom. Jeg veg tilbage fra at saare nogen som helst Skabning. Det smertede mig, naar jeg saa, at Dyrene blev plagede. Muligvis følte jeg Sympati med dem, som led, fordi jeg selv havde været Gjenstand for en skjødesløs Grusomhed, der havde den Skade til Fælge, som formørkede mine Barndomsdage. Men naar den tanke optog mit Sind, at Herren frydede sig ved at pine sine Skabninger, som blev skabte i hans Lignelse, synes en mørk Sky at skille mig fra ham. Naar jeg tænkte paa, at Verdensaltets Skaber vilde kaste de ugudelige i helvede og lade dem brænde i al Evighed, grebes jeg af en sælsom Frygt, og jeg kunde ikke haabe, at et saa grusomt og selvraadigt Væsen nogensinde vilde nedlade sig til at frelse mig fra Syndens Dom.