Jeg så ned i æsken, men synet blændede mine øjne. De lyste med en glans, der var ti gange stærkere end før. Jeg tænkte, at de var blevet gnedet i sandet, idet de dårlige mennesker, der havde spredt dem omkring, trådte dem ned i støvet. Uden nogen synlig møje fra den mands side, der kastede dem i æsken, lå de smukt anbragt, hver på sin plads. Jeg råbte af glæde, og dette råb vækkede mig.