Da jeg kom hjem igen, fandt jeg at mine børn var blevet forsømt af dem, der forsikrede mig om at de ville sørge for dem. Jeg var såret. Min største bekymring var for mine børn, og få dem ud af de onde vaner. Vort arbejde var at rejse, og så skrive og udgive. Henry havde været borte fra os i fem år, og Edson fik kun lidt af vor omsorg. Vor familie var ret stor i de år vi var i Rochester, og vort hjem som et værtshus, og vi var borte fra hjemmet meget af tiden. Jeg følte mig ofte såret når jeg tænkte at andre, som ikke ville tage byrder og ansvar, som altid kunne være hos deres børn, og rådgive og instruere dem, og bruge deres tid næsten hele tiden på deres egne familier. Og jeg har spurgt: Forlanger Gud så meget af os, og efterlader andre uden byrder? Er det lige for alle? Skal vi således kastes fra det ene ansvar til det andet, den ene del af værket til det andet, og kun have lidt tid til at opdrage vore børn? Jeg har brugt mange nætter, medens andre har sovet, på bitter gråd. Jeg ville planlægge og lægge en kurs, der var mere fordelagtig for mine børn, så rejste der sig forhindringer der fejede disse planer bort. Jeg var meget følsom over for fejl hos mine børn, og alle de fejl de begik gav smerter i mit hjerte, der påvirkede mit helbred.