Hvo er som du blandt guder, herre, hvo er som du, herlig i hellighed, frygtelig i stor dåd, underfuld i dine gerninger! Du udrakte din højre, og jorden slugte dem. Du ledede i din miskundhed det folk, du genløste, du førte det i din vælde til din hellige bolig. Folkene hørte det og bævede, skælven greb filisterlandets folk. Da forfærdedes Edoms høvdinger, Moabs fyrster grebes af rædsel, Kana'ans beboere tabte alle modet. Skræk og angst faldt over dem, ved din arms vælde blev de målløse som sten, til dit folk var nået frem, O Herre, til folket, du vandt dig, var nået frem. Du førte dem frem og plantede dem i din arvelods bjerge, på det sted du beredte dig til bolig, herre, i den helligdom, herre, som dine hænder grundfæstede. Herren er konge i al evighed! Thi da Faraos heste med hans vogne og ryttere drog ud i havet, lod Herren havets vande strømme tilbage over dem, medens israelitterne gik gennem havet på tør bund."