Med følelse af bedrøvelse og sorg udråbte kongen: "I, den højeste Guds tjenere, går ud!" De adlød, og idet de stod frem for den uhyre folkeskare, viste det sig, at de var ubeskadigede, og at lugten af ilden ikke engang var gået over dem. Denne undergerning bevirkede en mærkværdig forandring i folkets sind. Den store guldstøtte, som man havde opstillet med så stor pragt blev aldeles glemt. Kongen udgav en befaling, at om nogen i tale skulde forse sig imod disse mænds Gud, skulde han dødes, "fordi der er ingen anden Gud, der således kan frelse."