Luther var stadig pavekirkens ægte søn og drømte ikke om, at han nogensinde skulle blive andet. Ved Guds forsyn blev det lagt således til rette, at han kom til at besøge Rom. Han foretog rejsen til fods og boede undervejs I i munkeklostrene. I et kloster i Italien blev han fyldt af undren over den rigdom, pragt og overdådighed, som han blev vidne til. Munkene havde en fyrstelig indtægt, boede i pragtfulde! værelser, klædte sig i de rigeste og kostbareste dragter og gjorde sig til, gode ved et overdådigt bord. Med bange anelser sammenlignede Luther dette syn med sit eget livs selvfornægtelse og besværligheder. Han følte sig forvirret.