De bjerge, som omgav valdensernes dybe dale, var et stadigt vidne om Guds skabermagt og en vedvarende forsikring om hans beskyttende omhu. Disse pilgrimme lærte at elske de tause symboler paa Jehovad nærværelse. De hengav sig ikke til at klage, fordi deres lod var haard. De var aldrig ensomme blandt de øde bjerge. De takkede Gud, at han havde skaffet dem et tilflugtssted fra menneskenes vrede og grusomhed. De glædede sig over sin frihed til at tilbede ham. Ofte, naar de blev forfulgte af sine fiender, var højenes styrke deres faste værn. Fra mange høje klippetinder sang de Guds pris, og de romerske hære kunde ikke bringe deres takkesang til taushed.