Vi er taknemmelig over alle de tegn på at dette kære folk fik en fornemmelse af deres egentlige tilstand. Men nogle som burde være personligt interesserede, så på som om intet stod på spil for dem. De vidnesbyrd som Herren gav dem virkede ikke til at blive modtaget. De brød ikke de bånd som holdt dem under Guds Ånds dom. Frelseren bankede på deres hjerters dør, men de var uvillige her og der til at fjerne det skrald som spærrede for at han kunne kom ind. Herrens tid var ikke deres tid. Havde de ryddet vejen, ville Herren have givet dem en erfaring af højeste værdi. Men vi ved at sjæle har taget imod den sandhed, som aldrig har mærket Kristi nådes forvandlende kraft. Vi håber at dette ikke vil være Guds Ånds sidste indbydelse til dem. Vi gjorde alt vi kunne for disse kære sjæle: Vi ophørte ikke med at advare og bønfalde dem indstændigt, og vil tilbragte mange timer i bøn for dem, medens andre sov. Hvis dem som lod deres gyldne anledning gå forbi, havde taget afgjort standpunkt for sandheden, besluttede sig for at dele krigen, selvfornægtelsen og skammen med menigheden, og dele den endelige sejr, ville der være sket en vækkelse med vidtrækkende indflydelse udover menigheden.