Udsendingene fra Jerusalem havde spurgt Johannes: „Hvorfor døber du så?“ og de afventede hans svar. Pludselig, mens hans blik gled hen over skaren, strålede hans øjne, hans ansigt lyste af glæde, og hele hans skikkelse dirrede af dyb betagelse. Med udstrakte hænder råbte han: „Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.“