Og Han fik en anden grund til at undervise i lignelser. Blandt de skarer og var samlet omkring Ham, var der præster og rabbiner, skriftlærte og ældste, heoridanere og herskere, verdenskærlige, fanatiske og ærgerrige mennesker, der frem for alt ønskede noget at anklage imod Ham. Deres spioner fulgte Hans skridt dag for dag, for at gribe noget fra Hans læber som ville fælde Hans dom, og fortie Ham for altid, som lod til at trække verden efter sig. Frelseren forstod disse mænds karakter, og han bragte sandheden på en sådan måde at de ikke kunne finde noget som førte Ham for Sanhedrin. Han irettesatte deres hykleri og onde gerninger med lignelser, som havde høje stillinger, og iklædte sandheden med en så skærende karakter med billedligt sprog, at den blev sagt i direkte anklager, ellers ville de ikke lytte til Hans ord, og ville hurtigt have gjort ende på Hans forkyndertjeneste. Men medens Han undgik spionerne, gjorde Han sandheden så klar, at vildfarelse viste sig, og den mest ærlige i hjerter fik udbytte af Hans lektier. Den guddommelige visdom og uendelige nåde blev tydeliggjort ved tingene i Guds skaberværk. Mennesker lærte af Gud gennem naturen og livets erfaringer. ”Hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet det forstås af hans gerninger.” Romerne 1,20