Bjergene, som omkransede disse menneskers beskedne hjem i dalene, var et stadigt vidnesbyrd om Guds skaberkraft og en urokkelig forsikring om hans beskyttelse og omsorg. Disse pilgrimme lærte at elske de tavse symboler på Herrens nærværelse. De beklagede sig ikke over deres hårde skæbne og følte sig aldrig ensomme mellem de øde bjerge. De takkede derimod Gud, fordi han havde givet dem et tilflugtsted, hvor de kunne søge ly for menneskenes vrede og grusomhed. De glædede sig over, at de frit kunne tilbede ham. De massive bjerge blev ofte deres redning, når de blev forfulgt af deres fjender. De sang Guds pris fra mangen knejsende klippetop, og Roms hære kunne ikke bringe deres lovsange til tavshed.