Talen blev afbrudt. Frelseren betragtede det sørgmodige ansigt og så det bedene blik, der var fæstet på ham. Han kendte godt den betyngede sjæls længsel. Det var Kristus, som havde bragt overbevisning ind i hans samvittighed, medens han endnu lå hjemme. Da han omvendte sig fra sine synder og troede på Jesu kraft til at gøre ham rask, havde Frelsens miskundhed bragt velsignelse til hans hjerte. Jesus havde set den første gnist af tro flamme op til en overbevisning om, at han var synderens hjælp, og havde set den vokse sig stærkere ved hver bestræbelse for at komme i hans nærhed. Det var Kristus selv, som havde draget den lidende til sig, og nu udtalte Frelseren disse ord, der lød som liflig musik i den syges øre: "Søn! vær frimodig, dine synder er dig forladte." (Matt 9,2)