Imidlertid kom folkeskaren langsomt tilbage igen. De havde tildels overvundet den forfærdelse, som havde grebet dem; men de kunne ikke skjule den frygt og ubestemthed, som viste sig i deres ansigter. De betragtede med forbavselse Jesu gerninger, thi de havde aldrig før set så mange mennesker helbredt på en så underfuld måde. Præsterne vidste, at Jesu gerning, idet han rensede templet fra den vanhellige handel, ikke var en åbenbarelse af menneskelig magt. De følte alle den guddommelige kraft, som fyldte Jesus og løftede ham op over det menneskelige, og dette burde havde været nok til at overbevise dem, så at de kunne komme og tilbede for hans fødder. Men de havde fast besluttet ikke at tro på ham. De frygtede for, at de ydmyge galilæer ville tage deres magt over folket fra dem ved deres store gerninger og deres overmenneskelige myndighed. Deres stolte ånd havde forventet en konge, som ville komme med stor pomp og pragt fra at undertvinge jordens nationer og ophøje dem til at indtage en meget højere stilling end den, de nu indtog. Denne mand, der kom for at lære dem ydmyghed og kærlighed, opvakte deres had og foragt.