Jesus så på mængden, som gik bort, med dyb medlidenhed. Han følte, at de var som får, der var adspredte uden hyrde. Præsterne, som burde have været lærere i Israel, var blot maskiner til at udføre meningsløse ceremonier og til at oplære loven, som de ikke selv forstod eller adlød. Frelserens hjerte var bevæget af medlidenhed med sine disciple. De ældstes og øverstes eksempel og lære havde forblindet deres sind for hans missions sande hensigt, så at de forventede et jordisk rige, som ville befri jøderne. Deres tanker var beskæftigede med verdslige og timelige ting. Jesus søgte hele tiden i sin undervisning at give dem videre, ædlere og mere åndelige begreber om hans værk og rige. Han søgte at fremstille for dem åndelige og evige ting i modsætning til jordiske og timelige. Men al denne modstridende indflydelse, som omgav dem, og det mørke, som endnu indhyllede deres sind, var årsag til, at det var en vanskelig gerning endog for verdens Genløser at oplyse dem.