Da vi var borte fra Rochester blev formanden for Kontoret angrebet af kolera. Han var en uomvendt ung mand. Damen i huset hvor han boede døde af kolera, også hendes datter. Han blev taget ned, og ingen turde tage sig af ham, da de var bange for sygdommen. Kontorets hænder vågede over ham, indtil sygdommen syntes at være bremset, og tog ham til vort hjem. Fik han et tilbagefald, og en læge besøgte ham, og gjorde alt for at redde ham, men måtte til sidst fortælle ham at hans situation var håbløs, at han ikke kunne overleve igennem natten. Den som var interesseret for ham kunne ikke klare at se den unge mand dø uden håb. De bad omkring hans sengekant, medens han led store pinsler. Han bad også for at Herren ville have barmhjertighed med ham, og tilgive hans synder. Alligevel fik han ingen hjælp. Han fortsatte med kramper og anfald i hvileløs pinsel. Brødrene fortsatte i bøn hele natten, at han måtte spares og tilgive hans synder, og holde Guds bud.