Alle Jakobs sønner var ikke retfærdige. De var til dels besmittede med afguderi. Gud billigede ikke Jakobs sønners grusomme og hævngerrige opførsel mod sikemiterne. Jakob var uvidende om deres hensigt indtil den grusomme gerning var udført. Han irettesatte sine sønner, og sagde at de havde forstyrret ham og gjort ham foragtelige for landets indbyggere, og at de ville vise deres vrede ved at ødelægge ham og hans hus. I sin ængstelse kalder Jakob atter på Gud: "Og Gud sagde til Jakob: gør dig rede, far op til Betel; og bliv der; og byg den Gud der et alter, som åbenbaredes for dig, der du flyede for din broders Esaus ansigt. Da sagde Jakob til sit hus, og til alle, som var med ham: bortkast de fremmedes guder, som er iblandt eder, og renser eder, og omskift eders klæder. Og lad os gøre os rede, og drage op til Betel; og jeg vil der gøre den Gud et alter, som bønhørte mig på min nøds dag, og har været med mig på vejen, som jeg har vandret. Så gav de Jakob alle de fremmedes guder, som var i deres hænder, og ringene som var i deres øre; og Jakob skjulte dem under Egen, hvor han gravede dem ned under Egen, ved Sikem." Og Jakobs familie fandt dem aldrig igen. "Så rejste de; og Guds rædsel var over de stæder, som lå rundt omkring dem, at de ikke forfulgte Jakobs Sønner."