Pavedømmets vrede blev vækket igen og de bestemte sig for at stoppe munden på dette frygtløse forsvar for sandheden. De indstævnede ham til Worms, fuldt opsat på at drage ham til ansvar for hans dumhed. Hans helbred var svækket, alligevel undskyldte han ikke sig selv. Han kendte godt de farer, som lå foran ham. Han vidste at hans magtfulde fjender ville tage ethvert skridt for at bringe ham til tavshed. De råbte lige så ivrigt efter hans blod, som jøderne skreg efter Kristi blod. Alligevel stolede han på Gud, som beskyttede de tre store folk i ildovnen. Hans bekymring og uro var ikke for ham selv. Han søgte ikke efter sin egen bekvemmelighed; men hans store bekymring var for sandheden, der var så dyrebar for ham og ikke blev udsat for den ugudelige forhånelse. Han var parat til at dø, frem for at lade dens fjender triumfere. Da han kom ind i Worms, pressede tusinde sig omkring ham og fulgte ham. Kejsere og andre i høj myndighed var samlet uden større følge. Spændingen var stærk; og én i skaren sang, med en gennemtrængende og klagene stemme, en sørgesang for at advare Luther mod, hvad der ventede ham. Men reformatoren havde taget omkostningerne med i betragtning og var parat til at besegle sit vidnesbyrd med blod, hvis Gud forordnede det således.