Til sidst øjnede han i det fjerne byen på de syv høje. I dyb bevægelse kastede han sig til jorden og udbrød: "Hellige Rom, jeg hilser dig!" - Samme, b. 2, ch, 6. Han gik ind i byen, besøgte kirkerne, lyttede til de næsten utrolige historier, som præster og munke fortalte, og udførte alle de formaliteter, som var foreskrevet. Alle vegne så han optrin, som fyldte ham med forundring og rædsel. Han så uretfærdigheden trives inden for alle klasser af præsteskabet. Han hørte usømmelig spøg fra prælaterne og blev rædselsslagen over deres forfærdelige blasfemi, selv under messen. Når han færdedes iblandt munke og borgere, mødte han et liv fuld af laster. Hvor han end vendte sig hen, mødte han bespottelse i stedet for fromhed. "Ingen kan forestille sig," skrev han, "hvilke synder og skændige gerninger der begås i Rom. Man må se dem og høre dem for at tro det. Således har de for vane at sige: "Hvis der findes et helvede, er Rom bygget oven på det; det er en afgrund, hvorfra der opstiger al slags synd." - Samme b. 2, ch. 6.