Frelseren kaldte sine disciple til sig og bad dem lægge mærke til enkens fattigdom. Så lød hans rosende ord for hendes øren: „Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre.“ Hendes øjne fyldtes med glædestårer, da hun hørte, at man forstod og værdsatte hendes handling. Mange ville have rådet hende til selv at bruge sine småpenge på sig selv. Når de faldt i hænderne på de velnærede præster, ville de drukne i de mange kostbare gaver, der blev givet til templets skatkiste. Men Jesus forstod hendes bevæggrunde. Hun troede på, at tempeltjenesten var indstiftet af Gud, og hun stræbte efter at gøre sit yderste for at være med til at støtte den. Hun gjorde, hvad hun kunne, og hendes handling skulle blive et mindesmærke til ære og glæde for hende i al evighed. Hun gav af hele sit hjerte. Gaven blev værdsat, ikke efter mønternes værdi, men efter den kærlighed til Gud og den interesse for hans gerning, der havde tilskyndet hende til at handle sådan.