Præsterne havde ved at forvolde Kristi død gjort sig til Satans redskaber. Nu var de fuldstændigt i hans magt. De var blevet fanget i en fælde, som de kun kunne undslippe fra ved at fortsætte deres kamp mod Kristus. Da de hørte om hans opstandelse, frygtede de for folkets vrede. De følte, at deres liv var i fare. Det eneste håb for dem var at bevise, at Kristus var en bedrager ved at benægte, at han var genopstået. De bestak soldaterne og sikrede sig Pilatus’ tavshed. De udspredte deres løgnagtige beretninger alle vegne. Men der var vidner, som de ikke kunne få til at tie. Mange havde hørt om soldaternes vidnesbyrd om Kristi opstandelse, og nogle af de døde, der opstod sammen med Kristus, viste sig for mange og meddelte, at han var opstået. Der blev indberettet herom til præsterne af mennesker, der havde set disse opstandne og hørt deres vidnesbyrd. Præsterne og rådsherrerne levede i en bestandig frygt for at komme til at stå ansigt til ansigt med Kristus, både når de vandrede i gaderne eller var hjemme i deres egne huse. De følte, at de ikke var i sikkerhed nogen steder. Låse og slåer var kun ringe beskyttelse mod Guds Søn. Det frygtelige optrin i retssalen, hvor de havde råbt: „Lad hans blod komme over os og vore børn!“ stod for dem både dag og nat. Aldrig ville erindringen om dette forsvinde fra deres sind. Aldrig mere ville de kunne sove fredeligt.