En mere kyndig og kraftig fordømmelse af de pavelige misbrug kunne end ikke Luther selv være fremkommet med, og den kendsgerning, at taleren var en afgjort fjende af reformatoren, gav hans ord forøget virkning. Hvis forsamlingens øjne var blevet åbnet, ville de have set Guds engle iblandt dem sprede lys gennem vildfarelsens mørke og åbne sind og hjerte for sandheden. Det var Guds Ånd, som styrede selv reformationens modstandere og således beredte vejen for det store værk, som var ved at blive fuldført. Martin Luther var ikke til stede, men en større stemme end Luthers havde ladet sig høre i forsamlingen.