Gud kender enden fra begyndelsen. Han ved, hvad der bor i alle menneskers hjerte. Han kender alle sjælens hemmeligheder. Han ved, om de mennesker, som man beder for, kan udholde de prøvelser, som de vil komme ud for, hvis de får lov at leve videre. Han ved også, om det vil blive til velsignelse eller forbandelse for dem selv og verden, hvis de lever videre. Det er en af grundene til, at vi skal sige, når vi beder: »Dog ske ikke min vilje, men din.« Jesus tilføjede disse ord, da han underkastede sig Guds vilje og visdom i Getsemane have. Han havde lige sagt i sin bøn: »Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. « Hvis han, der var Guds søn, burde bede denne bøn, er det langt mere påkrævet, at dødelige, ufuldkomne mennesker tilføjer disse ord til deres bøn. |