Jesus fremstiller en anden slags jordbund, hvor sæden falder på udyrkede kanter og hjørner, bedækkede med frodigt ukrudt, som kvæler den dyrebare planter, der vokser op iblandt det. Den bliver sygelig og dør. Mange sjæle tager imod sandheden. men nærer den ikke ret. Den giver den plads i det naturlige hjertes jordbund uden at berede hjertet eller udrydde det giftige ukrudt, som trives der, og uden at våge til enhver tid for at udrydde det, når det igen kommer frem. Livets bekymring, rigdoms forførelse og længsel efter forbudne ting driver retfærdigheden og kærligheden ud, før den gode sæd kan bære frugt. Hovmod, lidenskaber, egenkærlighed og kærlighed til den nærværende verden tilligemed ondskab og had kan ikke vokse sammen med Guds sandhed. Ligesom det er nødvendigt med flid at dyrke den jordbund, som engang har været bevokset med ukrudt, således er det nødvendigt for en kristen at udrydde de synder, som truer med at frembringe evig død. Tålmodig og oprigtig bestræbelse i Jesus navn og styrke kan alene bortfjerne det naturlige hjertes onde tilbøjelighed. Men de, som tillader, at deres tro viger tilbage for Satans indflydelse, kommer i en værre tilstand end den, de var i, før de hørte livets ord. "Anderledes med dem, som blevet såret blandt tidsler; det er dem, som har hørt ordet, men timelige bekymringer og rigdommens bedrag og alskens andre begæringer kommer ind og kvæler ordet, så det bliver uden frugt."