Dette værk der blev udført på krøblingen var et vidunder for alle der så det. Temaet var så velkendt, og helbredelsen så fuldstændig, at der ikke var plads til skepsis fra deres side. Alle lyakonitterne blev overbevist om at en overnaturlig kraft fulgte med apostlenes arbejde, og råbte med stor iver at guderne var kommet ned til dem fra himlen i menneskers lighed. Denne tro var i overensstemmelse med deres traditioner, at guderne besøgte jorden. De var overbevist om at de store hedenske guder, Jupiter og Merkur, var i deres midte i Paulus’ og Barnabas’ personer. Den førstnævnte troede var Merkur; for Paulus var aktiv, alvorlig, hurtig og veltalende i sine advarende og formanende ord. Barnabas troede de var Jupiter, gudernes fader, på grund af hans ærværdige udseende, hans ophøjede optræden, og den mildhed og godgørenhed som kunne ses i hans ansigtsudtryk.