Her kunne Sauls blinde iver ses, og dømte ikke retfærdigt og klogt i vanskelige sager. Han burde have resoneret sådan: Gud var tilfreds med at arbejde på en særlig måde igennem Jonatan, og derved vælge ham iblandt Israels børn til at udfri dem; og det vil være en forbrydelse at udslette hans liv, som Gud på mirakuløs vis har bevaret. Han vidste at hvis han sparede hans liv, måtte han anerkende at han havde begået en fejl med at give et sådant løfte. Dette ville ydmyge hans stolthed for folket. Saul burde have respekteret dem som Gud havde æret, ved at vælge dem til at udfri Israel. Når Jonatan blev lagt i døden, ville han ihjelslå en som Gud elskede, medens dem hvis hjerter ikke var rette for Gud, ville han lade leve. Gud ville ikke lade Jonatan dø, men ledte folket til at modsætte sig Sauls dom, som om han var en herskende monark, så han kunne overbevises om at han syndede med at gøre et så overilet løfte. "Men folket sagde til Saul: »Skal Jonatan dø, han, som har vundet Israel denne store sejr? Det være langt fra! Så sandt Herren lever, ikke et hår skal krummes på hans hoved; thi med Guds hjælp vandt han sejr i dag!« Da udløste folket Jonatan, og han blev friet fra døden."