Idet Johannes tænkte på den herlighed, som Gud udviste i sin gerning, blev han overvældet af Skaberens storhed og majestæt. Hvis indbyggerne på denne lille kloge skulde nægte at være Gud lydige, ville han dog ikke miste sin herlighed. I et øjeblik kunde han bortfeje enhver forkrænkelig skabning fra denne klodes overflade og skabe en ny slægt til at befolke den og forherlige hans navn. Gud er ikke afhængig af mennesket for sin ære; han kunde kalde på himlen stjernehær, de millioner af kloder ovenover os, og de ville istemme en sang til skaberens ære, lov og pris. "Og himlene, Herre, skal prise din underfulde gerning og din sandhed i de helliges menighed. Thi hvem i skyen kan måle sig med Herren? Hvo er Herren lig iblandt gudernes børn? En Gud såre frygtelig i de helliges hemmelige råd og forfærdelig over alle, som er trindt omkring ham!"