Dette forstod adventbevægelsens tilhængere ikke i 1844. Da det tidspunkt, hvor de havde ventet Frelseren, var overskredet, blev de ved at tro, at hans komme var nær. De troede, at de stod over for et vigtigt vendepunkt, og at Kristi tjeneste som menneskets mellemmand var bragt til ophør. Det forekom dem, at der stod i Bibelen, at menneskets prøvetid ville ophøre kort før Herrens virkelige komme i himlens skyer. Dette syntes at fremgå af de skriftsteder, som henviser til en tid, hvor menneskene vil søge, råbe og banke på nådens dør, uden at den bliver åbnet. Og for dem gjaldt spørgsmålet, om det tidspunkt, da de havde ventet Kristi genkomst, ikke snarere markerede begyndelsen til den periode, som skulle gå umiddelbart forud for hans komme. Da de havde givet advarslen om den forestående dom, mente de, at de havde gjort deres pligt over for verden. Nu havde de ikke længere nogen byrde for synderes frelse, og de gudløses frække og gudsbespottelige hån blev anset for at være et yderligere bevis på, at Guds Ånd havde forladt dem, der havde forkastet hans nåde. Alt dette bestyrkede deres tro på, at nådetiden var afsluttet, eller, som de udtrykte det, at "nåde døren var lukket."