Selv efter at det var blevet besluttet, at Satan ikke længere kunne forblive i himlen, tilintetgjorde den alvise Gud ham ikke. Da kun tjeneste i kærlighed er Gud velbehagelig, må hans skabningers lydighed og troskab være baseret på overbevisning om hans retfærdighed og godhed. Himlens og de andre verdners beboere, som var ude af stand til at forstå syndens natur og konsekvenser, kunne ikke på dette tidspunkt have set Guds retfærdighed og barmhjertighed, hvis han havde tilintetgjort Satan. Hvis Satan straks var blevet udslettet, ville de have tjent Gud af frygt i stedet for af kærlighed. Bedragerens indflydelse ville ikke være blevet helt tilintetgjort, og oprørsånden ville ikke være helt udryddet. Synden og ondskaben skulle have anledning til at udfolde sig helt. For hele universets fremtidige lykkes skyld måtte Satans planer modnes, således at hans beskyldninger mod Guds styreform kunne ses i deres sande lys af alle skabte væsner. Kun derved ville Guds retfærdighed og barmhjertighed og hans lovs uforanderlighed for evigt være hævet over enhver tvivl.