Ved et nyt dekret havde paven lovet aflad til alle, der på deres knæ ville stige op ad "Pilatus' trappe," om hvilken man sagde, ad den skulle vor Frelser være gået ned, da han forlod den romerske retssal, og at den på mirakuløs måde var blevet ført til Rom fra Jerusalem. Luther klatrede en dag fromt op ad disse trin, da pludselig en tordenlignende røst syntes at sige til ! ham: "Den retfærdige skal leve af tro." Rom. 1, 17. Han sprang op og skyndte sig bort derfra, opfyldt af skam og rædsel. Denne bibeltekst mistede aldrig sin magt over ham. Fra den tid så han klarere end nogensinde vildfarelsen ved at stole på, at menneskegerninger kan frelse, og nødvendigheden af bestandig tro på Kristi fortjeneste. Hans øjne var blevet åbnet, og aldrig mere skulle de tillukkes for pavevældets bedrag. Da han vendte sit ansigt bort fra Rom, var også hans hjerte vendt bort derfra, og fra den tid blev adskillelsen stadig større, indtil han helt afbrød forbindelsen med pavekirken.