Der er intet, som den store bedrager frygter saa meget, som at man skal blive bekjendt med hans anslag. For at han bedre kan skjule sin virkelige karakter og hensigt, har han faaet menneskene til at afmale ham saaledes, at det ikke vækker nogen stærkere frelse end haan og foragt. Han er godt fornøjet med at blive malet, som en løjerligt, væmmeligt væsen, vanskabt, halvt dyr og halvt menneske. Han fornøjer sig over at høre, at hans navn bruges i spøg og til spot af dem, som tænker om sig selv, at de er forstandige og oplyste.