Da Johannes ved Jesu dåb pegede på ham som Guds Lam, faldt der nyt lys over Messias’ gerning. Profetens tanker var rettet mod Esajas’ ord: „Som et lam, der føres til slagtning.“ I ugerne, der fulgte, havde Johannes med fornyet interesse studeret profetierne og læren om offertjenesten. Han skelnede ikke klart mellem de to sider af Kristi gerning: — som et lidende offer og som en sejrende konge — men han forstod, at hans komme havde en dybere betydning, end præsterne og folket havde fattet. Da han så Jesus blandt skarerne ved hans tilbagekomst fra ørkenen, ventede han tillidsfuldt på, at Jesus på en eller anden måde skulle tilkendegive sin virkelige natur. Næsten utålmodigt ventede han på at høre Frelseren bekendtgøre sin mission, men der blev ikke sagt et eneste ord og ikke givet noget tegn. Jesus reagerede ikke på Døberens bebudelse af ham, men blandede sig med Johannes’ disciple uden at give noget ydre bevis på sin særlige gerning, og uden at foretage sig noget for at gøre sig bemærket.