Det fjendskab mod evangeliet, som var optændt i menneskers hjerter, føltes stærkt af Guds Søn, og det var mest smerteligt for ham i hans hjem, for hans eget hjerte var fyldt af venlighed og kærlighed, og han værdsatte kærlig hensyntagen i familierelationer. Hans brødre ønskede, at han skulle rette sig efter deres ideer, selv om det ville have været ganske uforeneligt med hans guddommelige mission. De betragtede ham som en, der trængte til deres råd. De bedømte ham ud fra deres menneskelige synspunkt og mente, at hvis han ville nøjes med kun at sige, hvad de skriftkloge og farisæerne kunne godtage, ville han undgå den ubehagelige kontrovers, som hans ord fremkaldte. De mente, at han måtte være helt ved siden af sig selv, når han hævdede at have guddommelig myndighed og ved over for de skriftkloge at optræde som den, der bebrejdede dem deres synder. De vidste, at farisæerne søgte anledning til at anklage ham, og de var klar over, at han havde givet dem tilstrækkelig anledning.